|
There are no translations available.
Det var en mørk og regnfuld onsdag aften i Københavns indre by. Tæt ved Rundetårn - Christian Den fjerdes stående hyldest til videnskaben. Det var her i KFUM/KFUKs gamle lokaler på St. Kannikestræde at et ca. tre timer langt foredrag med den amerikanske guru Debbie Ford fandt sted.
Ford beder os se vores skyggesider i øjnene, at gøre op med de roller vi hele tiden spiller for at tilpasse os omgivelserne og vores medmennesker. Hvis vi tør se vores skygger i øjnene og konfrontere årsagen til deres eksistens, vil vi kunne være frie til at kunne opnå og udleve vores højere jeg. Debbie Ford kunne fortælle en livsbekræftende historie om sin vej til selverkendelse, heldigvis med en befriende portion selvironi og humor. Hun var godt træt af de gængse metoder og især ”the secret” fik en hård medfart.
”Jeg dyrkede ”the secret” intenst i lang tid. Jeg havde indspillet en masse positivt ladet fraser såsom, ”Jeg er lykkelig”, ”Jeg er rig” osv. for bare at vågne op og være ”pissed off”!! Hvor kom det fra?” Hun begrundede sin tilstand med at hun ikke så sine skygger i øjnene, men blev ved med at putte ”ice cream on the poop”. Først da hun fik skrabet det øverste lag væk kunne hun se hvem hun i virkeligheden er.
”No bullshit” er ikke et ukendt ord, når man oplever Debbie. Hun går direkte til sagens kerne, som handler om vores mørke sider, de sider vi bekæmper eller ikke vil anerkende. Skyggerne skal ”omfavnes”, først da er man fri. Debbie bruger sig selv som eksempel. Er man en ”bitch” hvilke kvaliteter findes der så i at være det? Så snart vi bevidst kan rumme vores skyggesider, og udvikle os gennem dem, vil verden blive meget lettere at acceptere (fordi man har accepteret sit sande jeg – kender sine begrænsninger og dermed sit fulde potentiale.) Hvordan der konkret bliver arbejdet med skyggerne, og hvordan den helende proces forløber ligger stadig i skyggerne for mit vedkommende, men INSTITUTTET modtager den nye coachingform med åbne arme.
Debbie Ford er en af USA’s mest anerkendte coaches, forfatter til 5 bøger om personlig udvikling og stifter af The Ford Institute for Integrative Coaching på JFK University i Californien. Debbie har undervist sammen med bl.a. Deepak Chopra og Neale Donald Walsch, som begge nærer stor respekt for hendes arbejde med at acceptere, integrere og ære skyggen. Hun er en populær gæst på tv shows som Oprah, Good Morning America og Larry King Live (Kilde Coachforum).
Du kan læse mere om Debbie Ford her: http://www.debbieford.com/
”Det er først, når du har modet til at se dig selv præcis, som du er - uden nogen form for selvbedrag - at du er i stand til at ændre dit liv radikalt” - Debbie Ford |