NYHEDSRUM #1

PDF Udskriv Email
Skrevet af Helle Dysseholm   
Mandag, 09 Februar 2009 13:19

Velkommen til INSTITUTTETS NYHEDSRUM. Her vil vi berette om livets gang på INSTITUTTET, tænke tanker, inspirere eller blot fortælle hvad vi har på hjertet lige nu og her! Andre steder bliver det kaldt at blogge – men på INSTITUTTET har vi valgt, at kalde det et nyhedsrum

Kilden til nærvær og det autentiske

Roxana Kia har fået kontorplads her på La Oficina - og det er lykken. Denne uge har vi haft to arbejdsdage sammen, og hver gang resulterer det i nye ideer, som må afprøves, nye mennesker som vi må forbinde, ny inspiration og en masse sjov og god energi. Roxana Kia har gennem de sidste år været en kæmpe kilde til inspiration og læring for mig. Hun er et menneske, som jeg værdsætter meget højt. Roxana har en mission her i livet - og den er i al sin enkelhed at bidrage til en evolutionær vækst i organisationer og hos individer ud fra de unikke potentialer. Roxana arbejder i erhvervslivet med udviklingsprocesser, konfliktløsning, performance/kommunikation samt personlig lederstil og meget mere. Roxana og jeg har fundet sammen over en fælles passion, som vi har døbt Present Leadership - et 24 timers Retreatforløb for erhvervsfolk - hvor vi arbejder med indre ro, nærvær og mindfullness. Læs mere her: http://www.hcinstitute.dk/images/stories/pdf/PRESENT_LEADERSHIP.pdf

Her på Instituttet er vi meget beærede over at have Roxana som vores nære samarbejdspartner. Michael og Roxana har flere spændende tilbud "ude", som vi håber bliver søsat i løbet af året. Læs mere om Roxana Kia på www.roxanakia.dk 

En arbejdsdag udover det sædvanlige

Før jul fik jeg en invitation til et fantastisk møde. En dag i selskab med helt unikke mennesker, som forholder sig til livet, tager favntag med det og gør en forskel. Initiativet kom fra min kære tidligere kollega Martin Wendelboe.

Mandag den 12. januar gik turen sydover til smukke Møn sammen med Hanne Vibe Andersen og Roxana Kia. Vi skulle besøge astrolog/foredragsholder Kirsten Brabrand og kunsteren Jørn Bie. Selve mødet er svært at beskrive kort, men det var magisk og på mange planer så helt fantastisk energigivende og lærerigt. Jørn og Kirsten er mennesker ud over det sædvanlige, og jeg er dybt taknemmelig for at have mødt dem.
 
Her kan du læse mere om kunstner Jørn Bie: www.jorn-bie.dk  som i øjeblikket er ved at færdiggøre et kæmpe stort vægmaleri på ca. 50 m2 til TV2 Øst. Arbejdstitel: "I Begyndelsen var Ordet….." og  omhandler "Kommunikation Gennem Historien". Jeg så en del af det, da vi besøgte hans atelier, og det er  det mest fantastiske stykke verdenshistorie - jeg var fuldstændig målløs og bjergtaget på samme tid. Sikken en gave til os alle og vores efterkommere. Der går rygter om, at maleriet efter 2-3 års arbejde skal offentliggøres til november, og så kan jeg anbefale alle en tur til Vordingborg og se det på TV2 Øst (det er virkelig turen værd og tag børnene med).

Kirsten Brabrand er - udover  at være en meget efterspurgt astrolog - en dame med noget på hjerte. Hun holder foredrag om bl.a. "det nye Paradigmeskift", "De maskuline og Feminime Værdier" og "Tankens Kraft". Jeg glæder mig rigtig meget til at lære Kirsten bedre at kende gennem netværket "Undreland", som vi begge er landet i. Læs mere om Kirsten på www.kirsten-brabrand.dk

Dagen, hvor loftet lettede

Sådan en ganske almindelig torsdag her på La Oficina kan være ganske fredelig... men denne torsdag skulle loftet lette, og energien blive skruet maksimalt op. Min skønne tidligere kollega Anne Bune Schrøder kom forbi - og lidt efter svævede Kirsten Stendevad ind af døren. Jublen ville ingen ende tage. Vi havde ikke set hinanden længe, og der var sket ufatteligt meget siden sidste date. Kirsten, Anne og jeg er alle gudinder i ordets smukkeste forstand. Kirsten har gennem de sidste 6-7 år uddannet gudinder på hendes Gudindeskole - og her er alle typer kvinder, kunstnere, skolelærer, erhvervsfolk, politikere, pædagoger, sygeplejsker og ikke mindst mødre, som bliver guidet til at tage personligt lederskab, leve livet fuldt ud og værdsætte deres feminine kraft. Kirsten har de senere år arbejdet på at lave en lederuddannelse for kvindelige ledere – BusinessGoddess Leadership. Anne og jeg har sparet og ideudviklet om dette kvindelig lederskabsforløb sammen med Kirsten og fulgt dets fødsel på allernærmeste hold.

Læs mere på Kirstens hjemmeside - specielt hvis du er kvindelig leder, som ønsker at være på forkant. www.businessgoddessleadership.com

Spred glæde også på arbejdspladsen 

- det er vores kære kollegaer og venner på La Oficina forbilledeagtige eksempler på. Som Chief Happiness Officer spreder de arbejdsglæde både her i huset, men endnu vigtigere: Ude i erhvervslivet. Vi er dybt taknemmelig og rigtig glade for at dele arbejdsplads med disse skønne visionære mennesker, som vi dagligt snakker, ideudvikler og hygger med. Vidste du bl.a. at mere arbejdsglæde kan reducere sygefraværet med op til 40%.? Læs mere om vores bofæller på: www.projektarbejdsglaede.dk

De allerbedste hilsner
Helle Dysseholm